Og det var Olav Trygvason,
Stævned over Nordsjø fram
Op mod sit unge Kongerige,
Som ikke vented ham,
Fik han så første Synet:
"Hvad er dette for Mur i Havbrynet?"
Og det var Olav Trygvason,
Landet syntes ganske stængt,
Alle hans unge Kongelængsler
Føltes mod Klippen sprængt,
Indtil en Skald opdaged
Hvide Kupler og Spir i Skylaget
Og det var Olav Trygvason,
Syntes, han med engang så
Gråsprængte gamle Tempelmure,
Snehvide Hvælv derpå.
Længtes han da så såre
Med sin unge Tro stå indenfore.
Landet sig åbned, Vår der var,
Durende af Fossebrus,
Stormveir og Havdøn rundt omkring dem
Sælsom var Skogens Sus.
Orgler og Klokker hørtes,
Kongen så sig om,
Kongen henførtes:
"Her er Grunden funden, funden,
Tempelhvælvet trodser Helved!
Ånden bæver, Hjertet fyldes,
Her den Største kun kan hyldes!
Gid min Tro stå stærk som Grunden,
Stige ren som Jøkelrunden,
Ånden nå Naturens Højde,
Fyldt af Ham, som sammenføjde."
Olavs Bøn vi Alle tage,
Nu som da og alle Dage:
Ånden bæver, Hjertet fyldes,
Her den Største kun kan hyldes!
Gid min Tro stå stærk som Grunden,
Stige ren som Jøkelrunden,
Ånden nå Naturens Højde,
Fyldt af Ham, som sammenføjde!
Fyldt af Ham! Fyldt af Ham!
